Vedtægter for bestyrelsen
Afdelingens bestyrelse består af fem medlemmer, som vælges på det årlige afdelingsmøde. Hvert medlem vælges for to år ad gangen, og formanden vælges direkte på mødet. De øvrige pladser fordeles sådan, at to medlemmer vælges i ulige år og to i lige år. Derudover vælges der hvert år to suppleanter.
Suppleanterne deltager i bestyrelsesmøderne sammen med resten af bestyrelsen, men uden stemmeret. Bestyrelsen konstituerer sig selv efter afdelingsmødet og arbejder uden honorar.
Bestyrelsen er valgt af beboerne og skal varetage hele afdelingens interesser. Når der træffes beslutninger, fungerer bestyrelsen som beboernes fælles talerør og har ansvaret for, at de aktiviteter og tiltag, der er vedtaget i årets budget, bliver sat i gang og ført ud i livet.
Budgettet er udgangspunktet for bestyrelsens arbejde. Det er her, aktivitetsniveauet i afdelingen fastlægges indenfor de økonomiske rammer.
Derudover arbejder bestyrelsen med planlægning og udvikling af forbedringer og eventuelle nye projekter i samarbejde med driftslederen, KAB og eksterne konsulenter efter behov. Bestyrelsen bliver løbende orienteret af driftslederen om drift og økonomi i Kirkehøj Etagehuse.
Ud over de faste månedlige møder deltager bestyrelsen i en række øvrige møder, blandt andet følgegruppemøder i forbindelse med projekter, konferencer og møder i KAB.